Skyer findes i talrige varianter, som inddeles i ti skyklasser fordelt på fire hovedgrupper efter deres højde i atmosfæren og deres nedbørsproduktion.

• Nimbo- indgår i navne på nedbørsskyer,
• cirrus- eller cirro- hører til skyer højt oppe og består altid af iskrystaller
• alto- hører til de mellemste lag, hvor skyerne mest består af vanddråber.
• Skyerne nær ved jorden består oftest af vanddråber og har ingen særlige delnavne.

En anden inddeling går på skyernes dannelse: konvektive og stratiforme skyer.

• Konvektive skyer dannes, når luft, der er varmere og dermed lettere end den omgivende atmosfære, stiger til vejrs. Atmosfæren er instabil, og processen kaldes fri konvektion.

Mængden af vanddamp i den opstigende luft forbliver den samme, mens temperaturen aftager adiabatisk.

Når luften under afkølingen når sit dugpunkt, fører kondensation af vanddamp til dannelse af dråber/iskrystaller, og skyen får her sin underkant. Toppen af skyen eller skysystemet findes, hvor konvektionen stopper. Alle cumulus- eller cumuloskyer er konvektive.

• Stratiforme skyer dannes ved tvungen opstigning, fx op ad et bjerg. Også her sker der en adiabatisk afkøling. En tilsvarende opglidning af en luftmasse over en anden (koldere) ses ved varmfronternes store skyformationer. Alle strato- og stratusskyer er stratiforme.

• Tjavser af stratiforme skyer kaldes stratus og dannes, når tåge letter eller nedbør mætter luften med vanddamp.

Hvis tilførslen af vanddamp sker ved fordampning fra søer eller floder mv., kan der dannes tåge, sørøg og mosekonens bryg. Tilsvarende kan vanddamp fra jetflys udstødning danne kondensstriber.

Støvskyer og askeskyer (fra vulkaner) samt jord- og sandfygning er ikke skyer, men aerosoler. De er dog en del af vejret og kan medvirke i de processer, der fører til dannelse af rigtige skyer.